Medlem af Psykoterapeut Foreningen Medlem af Psykoterapeut Foreningen
   
 

 

 

 

 

 

 


 

 


Par og familier

 

Ønsker I at få mere liv og dynamik ind i jeres relation, forbedre jeres forhold med nærvær og samvær. Ønsker I mere udvikling af jer som par eller familie, mere lidenskab eller konkrete råd til at løse fællesskabets knuder og bedre kommunikation imellem jer i almenhed? Samtale-behandling og terapi der involverer jer som par, familie kan hjælpe jer med at udvikle jeres forhold eller familie.

For mange par og familier vælger at leve med opslidende kampe, der ikke fører dem fremad. Mange oplever det som et opslidende problem at man selv eller ens partner er for dominerende på visse områder, eller omvendt tager for lidt ansvar på andre. For mange mennesker er forholdet fyldt op med planlægning og praktiske opgaver. Nogle kæmper med, at der er blevet tomt, kedeligt, eller (smertefuldt) kontaktløst imellem jer. En god hverdag og at kunne se en fremtid sammen kan i lange perioder måske være svær at finde. Måske oplever den ene del af parret eller jer begge ubalance; f.eks at glæden, spontaniteten og kroppen hele tiden kommer i sidste række.  

Måske tænker en af jer på at forlade forholdet. Måske er du eller din partner bekymret for at falde for en anden eller længes efter at blive vækket som helt menneske. Savner du at blive mødt følelsesmæssigt? Er du træt af evindelige diskussioner om fordeling af arbejde i familien/forholdet, børneopdragelse m.v.? Føler du dig fuld af afsavn? Eller har du en dejlig partner, men mangler mere liv imellem jer - eller i din partner eller i dig selv og kan ikke forstå, hvad det er - der sker...med jer?

Par og familier er ideelt set levende og dynamiske, der påvirkes og udvikler sig efterhånden som livet går sin gang. Men sådan opleves det ikke altid, når man sidder fast (i forladthed, tomhed, utroskab eller krig). Nogle gange går samlivet i hårknude og man bliver nødt til at gå på undersøgelse sammen i parret eller bestige et mindre eller større bjerg sammen.

Alle oplever kriser som kan have stor indflydelse på samlivet og familielivet. Dette kan være i forbindelse med overgange i livet, som når man får børn, når ens forældre går bort, når børnene bliver større eller når man bevæger sig fra en del af livet til et andet (f.eks. midtlivskriser, overgangsalder).

Nogle familier eller par kommer ud for større udviklingskriser og overbelastninger, som f.eks. når familiemedlemmer bliver syge, når man ikke kan få børn, når et barn i familien mistrives eller man har andre større vanskeligheder i familielivet.

Ligeledes kan man uforberedt komme ud for uventede kriser, som i kortere eller længere perioder berører samliv, enkeltpersoner eller visse eller hele dele af familielivet. Som f.eks. eksistentielle kriser som følge af oplevelser med stress, tidlig forladthed, sygdom og død.

I samtale og terapi, der har fokus på jer og jeres relation - er det muligt at udvikle forholdet. Arbejdet foregår under professionel vejledning i en fælles proces, hvor I kan udvikle jer i forhold til jeres behov. Under arbejdet får I støtte og konkrete råd/redskaber til at udvikle et autentisk og nærværende samliv både i fællesskab og hver for sig.

Individuel terapi eller par/familieterapi?

Mange problemstillinger opstår som følge af individuelle personlige kriser eller som naturlige biologiske forandringer af parret eller af den ene part i familien, hvorfor man kan finde god støtte i individuel terapi evt. med deltagelse af familiemedlemmer, der i visse sessioner deltager i visse dele af forløbet. Herved kan familien understøtte den enkelte og samtidig udvikle sig sammen. Ved at arbejde med sig selv kan man tilføre liv i sig selv og til parret. Man kan herigennem løse en betragtelig del af fællesskabets problemstillinger.

Nogle problemstillinger er man nødt til at bearbejde sammen med sin partner. Andre gange er det  et valg, at man ønsker at arbejde sammen om at løse problemerne. At opsøge hjælp - kan højne egen oplevelse og fælles selvværd, styrke forældrefølelse, lindre og hindre kriser og chok-eftervirkninger af vanskelige livsbegivenheder.

At opsøge hjælp inden krisen kradser for alvor kan hindre svær stress i at besætte/ belejre en families liv; F.eks. i at ødelægge parret eller familien som helhed med evt. konfliktfuld skilsmisse som følge eller daglig krig imellem par, familie og familiemedlemmer. Det er vigtigt for børn og unge i familier, at far og mor trives, (og udvikler sig) og at familien eller stedfamilier har gode vilkår med hinanden. 

Kan eller ønsker parret ikke at fungere samlet kan man finde støtte i terapi med dette fokus individuelt og i fællesskab til at skabe en god afslutning/adskillelse og etablering af et nyt liv, som parter, der efter skilsmissen skal kunne håndtere fælles børn i et nyt interesse- og arbejdsfællesskab.

 

 

 

 

 

 

© Birgitte M. Hansen. Alle rettigheder forbeholdes.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

.